En ”lille” historie, det har jo været noget siden. Den er så lille at den
kommer i to dele, den her del tager ca. 5 minutter at læse, men hvis du ikke har
roen til det… så spring over, der er jo også et liv der skal leves.
Del 1: Bivirkning
Hvis jeg havde været kaffeautomaten i kantinen, så havde der været et skilt
på hvor der stod: ”Midlertidigt ude af drift”. Sagt på en anden måde: jeg har
for øjeblikket visse helbredsmæssige udfordringer.
For snart 3 år siden røg jeg ind i et kræftpakkeforløb, og før nogen
forfalder til primadonnadramatik, nervøse håndbevægelser eller flakkende øjne,
så har jeg ikke kræft, hele øvelsen går ud på at forhindre at jeg udvikler det.
En del af pakken har så været to operationer og indtil nu, 30 behandlinger på
sygehuset. Dem tager jeg under behandling lige om lidt.
Som alle jo ved, er der bivirkninger ved stort set alt, og de behandlinger jeg
modtog havde det også. Ikke i starten, de er nogle snu krabater de der
bivirkninger, de ligger på lur, men jeg vil pointere, at alle de bivirkninger
der stod på listen… dem fik jeg, stort set. Ikke på en gang, men efter et
fuldstændigt uforudsigeligt rulleskema. Jeg nævner i flæng, feber,
kulderystelser, almen utilpashed, noget der kunne minde om influenza, noget der
kunne minde om blærebetændelse, og opkastninger. Sidstnævnte (første og eneste i
øvrigt) var en nat kl. 2.59, og der var dæleme ikke mange advarselslamper der
blev tændt forud. Jeg havde ikke mange chancer, men satte dog ny personlig
rekord på distancen Soveværelse-Badeværelse, og alligevel mangler jeg ord for at
beskrive hvordan det badeværelse så ud, efter jeg kom for sent derind. For at
skåne den sovende skønhed Annette forsøgte jeg at slette sporene så godt jeg
kunne. Det kunne måske have været bedre.
Kulderystelserne var næsten de værste, og specielt en gang var jeg oprigtig
bekymret. Dagen forinden havde jeg været ved tandlægen for at få lavet en plombe
der var knækket. En mand i min alder kan risikere, at der efterhånden ikke er
meget tand plomben kan sættes fast på, men det lykkedes. Og det var dyrt. Næste
dags behandling på sygehuset var så åbenbart nået til det sted i
bivirkningsrulleskemaet, hvor der stod ”kulderystelser”. Om aftenen begyndte
det, og der var godt nok lagt i ovnen. Mens jeg så lå der og rystede
ukontrollabelt, og tænderne klaprede, var den eneste tanke der pressede sig på,
sjovt nok: ”Dét her, det holder min nye tand ikke til!”. Nå, den holdt, og jeg
ville have gjort mig fint som rytmesektion i et latinamerikansk sambaorkester.
Bivirkningerne blev mere udtalte og voldsomme undervejs i behandlingerne. De
sidste 18 behandlinger var vedligeholdelsesbehandlinger, og det betød bl.a. at
der kunne være længere pauser mellem behandlingerne. Så glemmer man fuldstændig
hvor træls det kan være, tilværelsen er tæt på normal, og man opøver evnen til
at fortrænge ubehagelighederne. Deri blev jeg en sand mester.
Men, da vi kom til behandling nummer 29, tror jeg simpelthen ikke min krop ville
være med mere, jeg havde det opgivende elendigt flere dage efter behandlingen.
Amager og halshug. Vi har vel alle hørt, at vi skal lytte til vores krop, og der
er ingen der skal komme og fortælle mig, at jeg ikke er empatisk og lydhør. Jeg
lyttede godt efter, og meddelte derefter sygehuset, at jeg ikke agtede at tage
imod den sidste behandling i den omgang.
Så skal jeg da godt nok lige love for at der skete noget! Dagen efter lå der
et brev i E-boks fra en for mig ukendt overlæge, der havde hørt at jeg ikke
ønskede den sidste behandling (der er nogle sladrehanke i det system), og det
var skam en dårlig ide. Og for ligesom at lægge ekstra ved i kakkelovnen, blev
jeg også ringet op af to sygeplejersker, der bekendtgjorde det samme. Jeg tror
de simpelthen havde talt sammen og lagt en plan: den ene var den barske, den
anden den søde. På en eller anden måde skulle de nok få mig ned med nakken.
Nu var gode dyr rådne, jeg var under beskydning, og så endte det jo med, under
pres og chikane, at jeg alligevel (opgivende suk) accepterede den sidste
behandling. Den skæbnesvangre behandling nummer 30. Jeg vidste det ikke, ingen
vidste det, men bivirkningsforløbet blev historisk. Og det var her jeg fandt ud
af, at min krop var en lille hævngerrig skiderik. Her var det ikke ”The Empire
Strikes Back”, men ”The Body Strikes Back”, og det med alle tilgængelige midler,
ikke på en gang, ikke med det samme, men snigende, længe, hårdt og vedvarende.
Krigen var indledt, og der var ingen nåde.
Bivirkningerne plejede at være der et par dage, max tre dage, men mere end 30
dage synes jeg er en voldsom hævn for ikke at høre efter, og min efterhånden
ikke så spændstige, men klart stadig hævntørstige krop, blev ved med køre skyts
i stilling. Kortåndet, desperat træt, natlige svedeture, feber, manglende
energi, nedsat appetit og vægttab. Jeg var simpelthen gået i stykker.
Kommer vi videre herfra? Er der håb forude, eller kun håbløse C02-kvoter og
kvajpander som Putin? Kommer der lidt sygehus-drama ind over?
Du kan få svar på dette i del 2, som dukker op i morgen, på en Facebook nær dig.
Del 2: Virkning
Egentlig var det meningen man skulle fnise bare en anelse i del 1, håber det
lykkes bedre her i del 2.
Jeg var altså gået i stykker, og det resulterede så efterfølgende i besøg hos
vagtlæge, besøg hos egen læge, med blodprøver, hvor stort set ingen af dem ramte
indenfor skiven. Så blev det til lidt CT-skanning, og pludselig blev jeg indlagt
i isolation på Lungemedicinsk Afd. på mistanke om miliær tuberkulose (Google er
din ven).
Da jeg kom derind iført mundbind, Coronamindelser og bange anelser og sagde mit
navn, var min oplevelse at et metalgitter med stor kraft rullede ned foran
dørene og en rød lampe begyndte at blinke. Det med isolationen var jeg en anelse
uforberedt på, faktisk fuldstændig. Jeg var der så heldigvis ikke i mere end et
døgns tid, hvor man undervejs ophævede isolationen (ingen tuberkulose). Jeg
husker det som om sygeplejerskerne kom kædedansende ind uden alt det ekstra
værneudstyr (Andreas Mogensen: go home), strøede lidt blomsterblade undervejs og
smilende flåede skiltet med ”Isolation” af døren.
Jeg fik et par dage hjemme før jeg atter skulle afsted, denne gang til en
kikkertundersøgelse af lungerne. Det var en oplevelse for livet, nå ja, dybest
set ved jeg jo ikke det, jeg var bedøvet, men optakten, den fortjener et par
ord.
For at de kunne bedøve mig skulle jeg have sådan en venflon (en slags kanyle) i
hånden, så er det en leg at hælde ovnrens, saltvand, alskens kemikalier,
inklusive bedøvende, ind i en. Den søde sygeplejerske skulle lige have sin
frokost, så en anden kom til, og det var hende som skulle ordne den del.
Nu har jeg ikke det sorte bælte i kropssprog, men det skinnede tydeligt igennem,
at jeg var bare i vejen! Hun angreb først den ene arm for at proppe den der dims
ind i en åre, og der blev sprittet, banket og bandet lidt, for mine årer var
meget lidt samarbejdsvillige. Det var tydeligt at det var min skyld, årerne var
for små, jeg mener den korrekte medicinske betegnelse hun anvendte var: ”Noget
pullerværk”.
Jeg beklagede naturligvis at jeg var blevet udstyret med netop
disse årer, men vi havde da en chance mere med den anden arm? Den tog hun så fat
på, og der blev gravet og moslet noget med den der dims (det kan gøre lidt
ondt), før hun mente, at nu var den der. Droppet blev sat til og den
saltvandsblanding man bruger for at ”holde kanalen åben” så ud til at løbe fint.
Det gjorde noget ondt, men jeg holdt kæft, jeg syntes jeg havde gjort min del
som nålepude-substitut.
Vagtskifte, den søde sygeplejerske på plads igen. Der var vel gået en 5-10
minutter siden droppet blev lagt, og jeg kom til at kigge på armen, og tænkte.
”Hold da kæft, det her er vist ikke helt efter bogen”. Min arm lignede optakten
til en dårlig karikeret børnetegning af en pukkelhval, med en kæmpebule
strittende uelegant ved håndleddet. Den søde kom til, og mente at det der gjorde
da nok lidt ondt. Pukkelhvalen og jeg var enige. Og så blev jeg demonteret igen.
Nålen var havnet i vævet, puklen ville forsvinde af sig selv igen, så ingen
skade sket. Herefter lagde hun, med stort besvær, en ny, og jeg var nu klar til
kikkertundersøgelsen af lungerne.
Kikkertundersøgelsen erindrer jeg intet om, udover at nogen tog mine briller
lige da vi startede. Så vi må konstatere at besværet med den der venflon trods
alt havde været noget værd, og at jeg var skarpsindig… uden briller.
Efterfølgende blev jeg nok kørt tilbage til opvågningsstuen, men husker ikke
at jeg sådan rigtigt vågnede op, men det gjorde jeg nok. På et tidspunkt opdager
jeg så mig selv i en elevator, jeg aner ikke helt hvordan jeg er havnet
der. Min telefon ringer, jeg konstaterer at mine briller er kommet hjem på næsen
for jeg kan læse at det er Annette der ringer, og hun spørger hvor jeg er. Jeg
svarer, fuldstændig korrekt: ”I en elevator”. Et eller andet sted i min tågede
tilstand kan jeg godt fornemme, at den er nok lige lovlig slap i præcisionen…
der er mange elevatorer i et sygehus, men heldigvis åbner dørene i det samme, og
der står min redningskvinde, og redder mig fra mig selv.
Det gør hun så igen dagen efter, eller natten efter igen. Jeg går i seng med
kulderystelser, og på en skala fra 0 til 10, hvor tandplombe-rystelser (se del
1) er en klar
10’er, ligger vi her omkring 8 (rytmesektionen i et krobalsorkester på
vestkysten lørdag aften). Men de er vedholdende, kulderystelserne… det samme
gælder nok de gæve jyder en lørdag aften.
På et tidspunkt bliver den bitte så bekymret, vi måler temperaturen, 4-tallet er
foran og hun insisterer på at ringe til vagtlægen. Jeg tapsveder og føler jeg
har åbnet noget der stærkt kan konkurrere med Hadsund Svømmehal i min side af
sengen. Der går noget tid, lægen kommer, og konspiratorisk finder Annette og
læge ud af at jeg skal indlægges. Jeg stemmer imod, men de er to imod en.
Akutindlæggelse har nogle faste regler, og dem fulgte vi. Vi var begge udmattede
fordi vi stort set ikke havde sovet den nat, så da vi havnede på den stue vi
skulle havne på, sad vi begge og stenede på to umagelige stole. Der skete ikke
en skid de første 3 kvarter, men så gik der satme hul på bylden! Havde jeg været
bare det mindste på dupperne, kunne jeg have solgt billetter ved døren, og
dermed fået minimeret det tab vi havde haft på vores aflyste ferierejse sydpå.
Hvis jeg skal male med bred pensel, så havde de samlet et sandt arsenal af
studerende, læger og sygeplejersker stort set indenfor alle (i sammenhængen)
relevante faggrupper. Nu skulle der da godt nok ”koges suppe ” på Jørgensen.
Blodprøver forløb fint, garvet sygeplejerske. EKG-måling kom til at kræve 3-4
tilløb med 3-4 forskellige EKGister før den faldt på plads. Anlæg af venflon,
forventeligt forløb. Sygepleje-elev: svipser. Sygeplejerske: svipser. Så var det
fat i et apparat hvor man med ultralyd kunne se årene, så lykkedes det. Desværre
havde sygeplejersken ikke kørekort hertil, så vi hentede lige en ekstra
sygeplejerske ind, der havde. Hold da op, vi havde en fest på den stue, siger
jeg bare.
Til sidst rundede vi det hele af med to læger, den ene medicinstuderende, som
virkede alt for gammel og malplaceret til det. Jeg svarede på alskens mulige og
umulige spørgsmål, jeg blev banket på, i stereo, jeg blev stetoskoperet, i
stereo, trykket på mave, og andre steder jeg helst var fri for, i stereo, og
slutteligen diagnosticeret med lungebetændelse. I mono. Jeg måtte lige en tur
rundt om røntgen før den var helt på plads.
Kom der så noget godt ud af dette massive opbud af fagpersonale, gå-på-mod og
effektiv og målrettet indsats? Ja, må svaret være, og vi skal ikke underkende
betydningen af, og magten der kan ligge i, det skrevne ord.
Det kan meget vel være, at man misser den humoristiske undertone i det jeg
skriver, men jeg fik en seddel med fra lægen til apoteket, hvorpå der stod de
tre ord enhver syg mand gerne vil høre, og som aldrig kan misforstås: ”Giv ham
pillerne!”
En god uges tid senere var jeg (stort set) kampklar igen!
Lige nu mangler jeg blot at få resten af min stemme, og den fulde lungekapacitet
tilbage, men vi arbejder på sagen. Det vigtige er, at jeg atter er
funktionsduelig, og at jeg bliver fuldt restitueret før jeg skal på pension. Og
det gør jeg.