Sommerfest og vinterbad

For ca. en uge siden, drog jeg afsted på den årlige, og traditionsrige, sommerfest med gamle studiekammerater/Lillekorssangere. Det har vi gjort nu i 25 år, rundt om i landet... og tak for det! Det er en lille sluttet skare, som man enten er prædestineret til at være medlem af (qua Lillekoret eller musikkonservatoriet), er født ind i, eller har giftet sig til. Nye medlemmer af anden observans er aldrig tilkommet. Festen afvikles natten mellem fredag og søndag i starten af august… og vi glæder os som små børn hvert år!

Denne gang, dog, vil jeg så påpege, at det kom der noget rigtig dårligt ud af: jeg blev efterfølgende syg. Ikke bare sådan syg, eller "mandesyg", men rigtig syg. Sådan noget med feber, blanke øjne, overjordisk træthed... og rigelige mængder af klæbrig materie Et under, faktisk, at jeg nu er i stand til, voldsomt afkræftet, at nedfælde disse linjer.

Undervejs i hele denne festlige, og vennesæle, weekend, var der "nogen", og jeg skal ikke nævne navne: Ole Schouenborg, Ingvil Seebach Olsen, Henrik Goldschmidt, Helen Dyrst, Mette Goldschmidt og (min egen) Annette Diedrichsen, som absolut mente, at vi skulle ud at bade. Vejret var ikke til det, vandet var ikke til det, temperaturen var ikke til det. Og havde vi haft en (is)bjørn på, ville den heller ikke have været til det. Men nej, der var badebro, nogen at lokke, og vand. Og noget snak om at gøre noget sammen, som var hyggeligt. Hvorfor resten så valgte at blive hjemme, kan jeg kun gisne om.

Således, under voldsomt pres og chikane, begav jeg mig sammen med de "unævnelige" ud på en halv dagsrejse til fods, for at komme til en ny opført badebro, placeret lige nøjagtig ved randen af verdens koldeste hav. Jeg har lært mig at bade i "lidt for koldt vand", med et simpelt, men virksomt trick: hold armene langs kroppen når du går ud i vandet. Bare gå ud i vandet... med armene nede. Ikke det der pige-fimseri med at gå på tæer og holde armene hævet over kroppen og ligne en Bacardi-overrislet svans fra indre Nørrebro. Armene ned og gå, det virker!

Dette forsøgte jeg så virkelig at gennemføre. Virkelig. Men da jeg efter to skridt ud i de ugæstfrie vandmasser mistede følesansen i fødderne, og armene instinktivt søgte opad, overgav jeg mig... og fulgte resten af flokken ud ad badebroen (rettere: Helvedes plankebelagte tornesti) som sidste mand. En for en forsvandt flokken ned i havet ad ubarmhjertige metaltrin, og hvad andet kunne jeg gøre, end at følge efter? Give op? Vedgå at mine tændstikben, og sarte krop, ikke egnede sig til at nedsænkes i dette ugavmilde kuldehav? Eller blot gøre det, få det overstået?

Jeg gjorde det! Og jeg ved det ikke er rigtigt, men i det halve sekund det tog at få nedsænket min sparsomme krop i vandet, føltes det som om samtlige indre organer indstillede deres funktioner. Jeg kunne aldrig finde på at sige, at min krop er mit tempel, havde jeg det, var den med et slag blevet forvandlet til en gold og forladt iglo. Alt inden i mig holdt op med at virke, bare sådan. Bortset fra en stærk, rødt lysende flammeskrift foran øjnene: Op! Op! Op! Op! Blandet med en kavalkade af dumheder jeg havde begået i mit lange liv, nu hvor jeg skulle ende det for enden af en badebro på det nordlige Djursland.

Hvordan det lykkedes mig at komme på land, i en situation hvor samtlige kropsfunktioner var ude af drift, aner jeg ikke. Det første jeg registrerede, da ”Op!” holdt op med at blinke var, at de tilbagevendende kropsfunktioner havde fået galt fat i noget, og transformeret mig til kvinde i forbindelse med genstarten. Heldigvis lader det til, at kroppen er selvregulerende, så jeg endte slutteligen med at blive mig selv igen. Men jeg ville, hånden på hjertet, have gjort mig fortrinligt som rytmesektion i et latinamerikansk danseorkester, sådan som mine tænder klaprede.

Retrospektivt burde jeg have anet, at denne lørdag måtte noget gå galt. To af ”vennerne” mente, at en passende morgenvækning var at fremføre en duet for plastik-klarinet og jødeharpe, med indlagt fnis. Jeg ved ikke hvad den hed, ønsker ikke at vide det, og vil aldrig høre den igen. Jeg antager at denne helt igennem uklædelige måde at starte dagen på, må have svækket min dømmekraft, den eneste plausible forklaring på, at jeg kunne lokkes med til… vinterbadning i august?