Gravhunden Sofus Thomsen

Det var en lun solfyldt sommereftermiddag. Vi, gravhunden Sofus Thomsen og jeg, var i den afsluttende fase af en af vores rituelle handlinger: gåturen.

Det er værd at bemærke, at gåture med Sofus Thomsen, afvikles efter et særligt mønster, som kun sjældent, og nødtvungent, afviges. Det hele er udformet som et musikstykke i A-B-A form, altså start og slut fungerer nogenlunde ens, midterstykket kan være genstand for beskeden variation. I A-stykkerne leverer Sofus Thomsen et gedigent træk i snoren, så kraftigt at han, voldsomt skråliggende, ligner en motorcyklist i stærk sidevind. B-stykket er mere roligt, udforskende og indebærer gerne vanding af træer og buske og grundig observation af fremmede dufte. Der er mere ro og tyngde i denne del, Sofus med slap line, så at sige. Således også denne dag.

Min opgave i ritualet er at være opmærksom på dels andre hunde, men især katte. Begge dele er noget som der, ifølge Sofus Thomsen, skal sættes tænder i, så det er normalt ikke idelig afslapning af få gået med den hund, der kræves et øje på hver finger og erfaring for, hvor kvarterets katte danderer den på sol- og læfyldte pletter.

Denne dag var alt forløbet uden nævneværdige forhindringer, og måske netop derfor var paraderne sænket og agtpågivenheden lig nul. Jeg var henfaldet til en rundtur i egne tanker, og på de sidste ti meter af indkørslen, hvor jeg var ved at indføre fred i Mellemøsten, fik Sofus Thomsen lige vel lang snor og drejede om hushjørnet uden mig ved sin side.

Da røg både freden i Mellemøsten og, i særdeleshed, på den tidligere etatsbygnings store granittrappesten. Her var læ og varme, og her lå katten i magelig dumhed og slikkede både sol og sig selv. Hverken kat eller jeg opdagede hvad der skete før det var for sent. Katten forsøgte at flygte, men var omringet af verdens hurtigste gravhund, som satte tænderne i bagkroppen på det arme dyr.

Dette var en helt uvant situation for os alle tre, tror jeg, så ingen af os vidste rigtigt hvad vi skulle gøre. Den velkendte A-B-A form blev nu udvidet med en terzet for blandede stemmer: katten miavede, hunden knurrede og jeg bandede. Da jeg ligesom var den eneste af os der ikke rigtig havde noget i klemme, forsøgte jeg mig med mit instinktive indfald: at løfte hunden. Jeg må vel have tænkt, at hvis jeg løftede, ville hunden slippe katten, som så ville lande på alle fire, hvilket de jo gør, og stikke af. Det var min første fejl.

Da hund og kat var tæt forbundet, så at sige, skete der det, at katten pr. refleks satte kløerne i, og det den lige kunne få fat i, var mit skinneben. Udfaldet af den manøvre blev, at jo mere jeg hev i hunden, desto mere smerte påførte jeg mig selv, for katten ville afgjort ikke med opad (ved jorden at blive), og holdt godt fast i benet. Vores lille musikalske intermezzo gik nu ind i en gennemføringsdel med fri improvisation, hvor min banden gik over i smertenshyl i noget nær samme toneleje som kattens. Det skal her bemærkes, at der er forbløffende lidt elasticitet i en kat der er forlænget, ufrivilligt, med en hund, så der var kontant afregning ved kasse ét for mit vedkommende.

Så forsøgte jeg at holde hunden under den ene arm, og gribe katten med den anden hånd, velsagtens i et forsøg på at trække dem fra hinanden. Det var så fejl nummer to. Jeg antager at katten aldrig havde hørt om en hjælpende hånd, for den slap skinnebenet og tog mig i stedet i hånden, med alt hvad den havde af kløer. Jeg har faktisk aldrig anet, at jeg kunne komme op i det toneleje, jeg kunne afgjort ikke kende den stemme der nu skreg. Og jeg formoder, at det må have været det, der gjorde Sofus Thomsen så forskrækket, at han et kort sekund slappede af i kæberne. Han kan ikke helt have sluppet taget, kun delvist, for da jeg fik vendt ham om, sad der stadig lidt kat i mundvigene.

Men katten slap fri, og nu et nøk mere i overensstemmelse med tidens herskende tendens til at fjerne kropsbehåring: en nydelig hårløs hofte. Den virkede dog ikke udpræget begejstret herfor, men jeg skal love for, at den tog benene på nakken. Sofus Thomsen, nu atter i horisontal position og tydeligvis forurettet, stirrede bebrejdende på mig, og lignede, et kort øjeblik, faktisk Anders Matthesen i Jul på Vesterbro med sine fine kattebakkenbarter i mundvigene.

Jeg savner sommer, sol og varme!