Ikke så hurtig til bens

I et anfald af overmod, gik jeg over i motionscentret en lettere overskyet sommereftermiddag, og lagde kortene på bordet: jeg er slap som en regnorm, jeg har kondi som en anæmisk, multihandikappet ben-amputeret olding, jeg har 7,3 kg for meget siddende lige der hvor livremmen strammer i sidste hul, og når storken uddør har jeg de tyndeste ben… og hvad havde de så tænkt sig at gøre ved det?

Det skulle de så godt nok lige tænke over, men jeg kunne komme tilbage et par dage efter, så ville de have et program klar til mig, og jeg ville blive grundig instrueret i brugen af den overflod af helvedesmaskiner de rådede over.

Trods en stærk og naturlig modvilje, returnerede jeg til åstedet et par dage senere, og fik mit helt personlige og unikke træningsprogram. Jeg blev grundig instrueret af en håbefuld ungersvend, der havde, syntes jeg, en i sammenhængen meget pædagogisk krop, der i den grad lignede det slutresultat jeg var ude efter: velproportioneret, atletisk og muskuløs uden at være prangende. Jeg anede håb forude, om end spejlbilledet, og de har store spejle i sådant et center, formelig krympede sig under synet: ældre, gråhåret mand med ludende holdning, muskelløs overkrop, to slatne spaghetti-strimler modløst hængende ud af T-shirten. Og det hele stablet op på to hvide pinde med knæ som byggeklodser, i shorts der osede af forrige års mode, med livsglade møl muntert flagrende omkring. Der var vist noget at arbejde for.

Ungersvenden pointerede vigtigheden af opvarmning. Jeg nikkede bedrevidende til dette, mens jeg ubemærket lavede de der himmelvendte øjne, som kvinder ellers normalt har monopol på. I hans optik var opvarmning noget der foregik på løbebånd, og her blev jeg oprigtig forbavset, her var vi ude i en rask gang højteknologi. Jeg blev præsenteret for en maskine med flere knapper, blinkende dioder, håndtag og dippedutter end jeg forestiller mig der kan være i en Boeing 747. Dette løbebånd skulle jeg bemægtige mig mindst 10 minutter i hver træningssession, men jeg tabte koncentrationen og glemte at høre ordentligt efter, der var alt for mange knapper og indstillinger… hvilket jeg efterfølgende skulle komme til at betale for.

Jeg havde bestemt mig for at træne hver eftermiddag, og første session var den ultimative og fornedrende katastrofe. Alle løbebånd var optaget undtaget ét, så det tog jeg. Her stod jeg så, omringet af lutter kvinder, alle i kropsnær beklædning, klædeligt for somme og overvældende for andre. Og jeg gjorde nu alt det forkerte man kan i forhold til et løbebånd. Med kendermine besteg jeg løbebåndet, startede og skruede op på et alt for højt tempo. Det vidste jeg dog ikke før efter et par sekunder, men så gik det op for mig! Hold da op, der var fart over feltet, men facaden skulle holdes, så jeg tæskede derudad, pæonrød i hovedet, stødvist hivende efter vejret. Desværre var tempoet højere end de hvide pinde var indstillet til, og det uundgåelige skete: jeg snublede. Hvis jeg syntes jeg havde fart på da jeg løb, var det for intet af regne imod den hastighed hvormed løbebåndet (med væmmelse?) spyttede mig bagud… og ret ind i væggen.

Og meget kan man lade mig, men diskret var jeg ikke, for lyden af slap herre der klasker mod betonvæg, er ikke noget man bare lige overhører. Alle kvinder i lokalet stirrede på mig, men ikke just på en måde jeg egentlig brød mig om, og jeg noterede mig, at jeg stadig havde meget at lære hvad angår kunsten at lave himmelvendte øjne. Lykkeligvis var damen til venstre hurtigt på knapperne, og fik adræt banket på ”dødemandsknappen” så båndet stoppede før yderligere skade skete. Men jeg bemærkede, at hun rystede let på hånden, mens hele kroppen uklædeligt sitrede af indestængt latter.

Jeg er nu begyndt at træne om morgenen kl. 6 i stedet. På det tidspunkt er det mest svagtseende ældre herrer der er vågne… og de gider ikke løbe. Heldigvis.