Konkurrerende GPS'er

I forbindelse med, at jeg skulle have fat i en reservedel til Blackbird’en, kørte jeg fra arbejde og direkte til Lystrup ved Århus, hvor de havde sådan en liggende.

Nu er det sådan, at jeg i Passaten kun har en gammel GPS liggende, men da de fleste byer stort set ligger hvor de altid har gjort, plejer det at fungere nogenlunde. Så af gårde drog jeg. Motorvejen fra Aalborg og sydover var ligetil, man skal være ualmindelig bogligt begavet for at køre forkert der. Da jeg nærmede mig Århus bemærkede jeg, at jeg skulle dreje af ved Århus N, og netop her har man valgt at placere i omegnen af 800 nye veje, sammenfletninger, rundkørsler og vejvæsenets overskudslager af skilte, skødesløst draperet over hele området. Og her måtte damen inde i GPS’en give fortabt.

Først blev hun en kende forvirret da vi tilsyneladende kørte inde på en mark, men hun mente alligevel, om end med lidt tøvende stemmeføring, at jeg skulle tage 2. afkørsel i en imaginær ikke-eksisterende rundkørsel. Da hun fornemmede, at det gjorde jeg ikke, meddelte hun at hun beregnede en ny rute, hvilket jeg under omstændighederne syntes var en rigtig god ide. Stadig kørende på pløjemarken skulle jeg nu svinge til højre, hvilket jeg ikke kunne efterkomme, for den vej var der ikke. Men jeg tog den første vej til højre som jeg kunne finde. Og så var vi ellers på Herrens Mark, GPS-pigen og jeg.

Jeg fornemmede klart, at hendes kvindelige intuition ikke helt slog til, så jeg holdt ind til siden, jeg ved ikke hvor, og fiskede telefonen frem. Jeg havde bemærket, at der var noget navigation på den et sted, jeg havde aldrig brugt det, men tænkte at det vel kunne klare situationen. I skyndingen magtede jeg ikke at finde ud af at indtaste gadenavn, men byen, dét fandt jeg ud af. I min visdom tænkte jeg, at jeg kunne lade GPS-pigen være co-driver, så kunne hun jo finde den rigtige vej, når telefonen havde fundet den rigtige by. Samarbejde på tværs af køn og alder.

Og så havnede jeg i det mest forvirrende jeg har prøvet hvad angår navigation. I den lettere ophedede stemning, havde jeg ikke lige gjort mig klart, at damen i den gamle GPS kaglede videre, mens den tavse, men korrekte GPS ved gearstangen blot surmulende viste hvor jeg skulle henad. Og hvis der er noget der er forvirrende, så er det at se, at vejen svinger til højre, mens hejren i GPS’en skriger til venstre, og biler flyver om ørerne på en i alle retninger. Og så skete der selvfølgelig det, som jeg helst ville have undgået: jeg havnede i myldertrafikken ind mod Århus.

Nu vil jeg ikke sige at jeg blev grebet af panik, men konen i GPS’en, hun gjorde. Dette var åbenbart en vej hun rent faktisk kendte, og jeg skal da love for at hun gjorde opmærksom på det. Jeg erindrer ikke, at jeg tidligere har oplevet det sprogbrug fra en GPS, men hun gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle vende om NU. Jeg ved hvor vigtigt det er at rette ind, når kvinder hæver stemmen, men hvor gerne jeg end ville føje gimpen, var det umuligt, og direkte livsfarligt at gøre det i denne situation. Det er ikke sikkert det er rigtigt, men sådan fornemmede jeg det, hun gentog kommandoen om at vende om NU, men med øget styrke og lige med den der kant af metal i klangen, der kan give voksne mænd fugtige håndflader. Her var jeg oppe mod stærke kræfter, og med den dødsforagt der kommer når kvinder hundser med en, kastede jeg kareten rundt, trods skiltning om det ulovlige i dette, mod- og medkørende biler og en sand overflod af fuck-fingre, ikke set så talrigt på ét sted i nyere tid.

Manøvren lukkede munden på GPS-varanen, men den tavse telefon-GPS måtte overgive sig til inertiens kræfter og tog en tur på gulvet. Nu siger jeg ikke at en Passat er verdens bredeste bil, men den er urimelig bred når man skal fiske noget op fra gulvet i passagersiden, mens man nonchalant forsøger at holde sin vognbane. Under denne operation så jeg ikke nogle fuck-fingre, hovedet var trods alt, og lykkeligvis, i sædehøjde, men det bredspektrede lydtæppe af bilhorn var umulig at overhøre.

Det lykkedes mig at fiske telefonen op, det lykkedes også at komme frem til den rigtige by, og sandelig om ikke også det lykkedes at finde den rigtige vej. Treenigheden sejrede. Men der går noget tid før jeg atter tør nærme mig Århus i min bil, som desværre er alt for let genkendelig med sin specielle nummerplade.