Når motorcyklen bruges som buskrydder

 Min nu bortgåede Honda Blackbird (Den Blå kaldet) blev totalskadet som følge af en påkørsel i en rundkørsel. Dette handler om optakten til den.

Den kom i hus fordi jeg i sensommeren 2010 kom til at udføre utilsigtet havearbejde på min Honda CBR 1000F. Jeg kørte af vejen i et sving, havnede i en jysk pensionists urtehave, efter først at have pløjet igennem en nydelig hæk, hvilket den efterfølgende holdt op med at være. Turen igennem haven affødte luftbårne og højtflyvende radiser, groft opgravede gulerødder i en kakofoni af gult og grønt, og en ugraciøs kolbøtte der endte midt imellem to frugttræer. Mig nederst, CBR’eren øverst. De 270 kg evnede jeg ikke lige at flytte, men da jeg fik fjernet jysk muld og kartoffelplanter fra visiret, øjnede jeg en tililende pensionist, iført stråhat, jysk sindighed og friskplukket salat. Min redningsmand, troede jeg.

Som han stod der og kiggede ned på mig, med det der grønne i hænderne, tænkte jeg, at han var da vel fremme i skoene, vi kendte jo dårligt nok hinanden. Men, og det må man lade ham, han havde ordet i sin magt, og en indgangsreplik jeg aldrig har hørt tidligere: ”Det her, dét bliver konen ked af”. Sagt på drævende jysk, som jeg ikke evner at gengive… fyldige vokaler omringet af en masse w’er. Brug fantasien. I min omtumlede tilstand evnede jeg ikke helt at tolke det udsagn.

Havde jeg forventet rask og gesvindt hjælp i min kvide, fandt jeg dog ud af, at her havde jeg mødt en mand, der ganske afgjort havde orden i prioriteterne: ”Nu går jeg lige ind med salaten, så kommer jeg og hjælper dig”. Også sagt på fuldblods jysk, tilføj selv w’erne og de hule vokaler. Se, det er jo lige det man ønsker at høre når man ligger fastlåst under sin motorcykel. Men, jeg forstod jo nok, at når jeg havde ryddet salatbedet, gjaldt det jo om at bjærge hvad der bjærges kunne, så hatten af for det. Og at protestere faldt mig også i situationen vanskelig… 270 kg er pænt tungt når det er placeret over ens venstre ben, så mentalt var jeg optaget af andet end protester, indvandrerpolitik og lokale dialekter.

Føje øjeblikke senere vendte min nyvundne jyske ven, med stråhat, tilbage, tilsyneladende tilgivet og velsignet af den, for mig, ukendte kone. Og så tog sagerne ellers fart, nu hvor baglandet var i orden. Ved fælles hjælp fik vi vredet den kolbøtteramte CBR væk fra min diminutive, men dog funktionsduelige, krop. Ikke uden besvær kom cyklen på benene igen. Vi fik den bakset op i den jyske mands indkørsel, undervejs i hvilken proces vi gjorde kål på et pertentligt jordbærbed, og nogle sirlige rækker med ærter. Og det var et sørgeligt syn, ikke ærterne eller jordbærene, men Hondaen. Den var forslået, mishandlet, næsten nøgen og skamfuld, og den lignede mest af alt et afgangsprojekt fra Hærens Camouflageenhed: grene, kviste, græs og suppeurter strittende ud fra nær sagt enhver sprække på cyklen. Jeg fik, vederlagsfrit men ikke uden kommentarer, en plasticpose (fra Netto, mener jeg) hvori vi samlede til overs blevne sidespejle, kåbestumper, blinklys og den sidste rest af den Jørgensenske stolthed. Og, det må man lade den, Hondaen, den var sej. Jeg trykkede på startknappen og den sprang i gang. 14 dage senere hentede jeg Den Blå, forhandleren fik den skamskudte CBR, indholdet af Netto-posen og lidt usselt mammon.

Den Blå, nu hedengangne Blackbird, holdt til mange ture i Tyskland og rundt i Danmark. Mere end 80.000 km nåede jeg at få kørt på de godt 4 sæsoner det varede. Og selvom mit slogan har været ”jeg gider ikke al det sociale pis, der skal køres”, så har den beriget mig med gode venner, sjove oplevelser og mange adrenalin-berusende ”lige-ved-og-næsten” situationer. Slægtsskabet med CBR 1000F’eren fornægtede sig i øvrigt heller ikke: den ordnede en roemark på Lolland for et par år siden, en lille kolbøtte, hvorefter jeg kørte videre. Den trak mig også op på det hurtigste jeg har bevæget mig med på egne hjul: 292/kmt, og før nogle hastighedsaktivister får noget galt i halsen, så foregik det syd for grænsen, hvor det ikke er farligt at køre hurtigt. Alt har den klaret med bravour, men en skide rundkørsel i Aalborg, dét var for meget.

Igennem alle mine år på motorcykel har det passet med, at jeg har kvadret hveranden motorcykel, og Den Blå burde ud fra statistikken have holdt. Så meget for statistik!!